Den bemærkelsesværdige historie om Le Mans 66
Da Bruce McLaren og Chris Amon kørte sejren hjem i 24-timers løbet i Le Mans i 1966, var Ford ikke det eneste amerikanske mærke, der gjorde sig bemærket på verdensscenen. Den berømte, sorte GT40 Mark II havde startet løbet på dæk fra selskabets store rival i de såkaldte dækkrige, Firestone, men den krydsede målstregen som nummer 1 på dæk fra Goodyear.
Fords spektakulære sejr over Ferrari blev lagt i støbeskeen allerede i 1959.
Da en hjertelidelse gjorde en alt for tidlig ende på tidligere Le Mans-vinder Carroll Shelbys kørerkarriere, rettede han i stedet sin opmærksomhed på at få distributionsrettighederne til Goodyear-racerdæk i de vestlige stater.
Det skulle blive starten på et succesrigt motorsportspartnerskab, der gav Shelbys amerikanske team adgang til den internationale scene og førte til udviklingen af den ikoniske Cobra og Shelby Mustang.
I 1963, da forhandlingerne om at købe Ferrari brød sammen, satte Ford sig for at slå italienerne på banen. For at fremskynde motorsportsprogrammet indhentede de hjælp fra en håndplukket gruppe af designere, herunder Carroll Shelby.
Det var Shelbys motorsportsbaggrund, der fik Goodyear til at finansiere skabelsen af den første Cobra-baserede Daytona Coupe, som var designet af Peter Brock. Denne elegante racerbil med dens banebrydende aerodynamik endte med at slå Ferrari 250 GTO'erne og vinde i GT-klassen, hvilket gav en samlet fjerdeplads ved Le Mans i 1964. Men der var endnu mere i vente.
Da Shelby omsider kunne tage rattet i Fords GT40-program, kom der hurtigt fart bag den ikoniske bil. Det blev dog ikke en særligt lovende start. I 1964 var der slet ingen af de meget omtalte nye Ford-biler, der gennemførte Le Mans – eller noget andet løb.
Men som Shelby stolt bemærkede, lykkedes det dem dog at give Enzo Ferrari sved på panden, da de nåede helt op på 350 km/t på den berømte Mulsanne-langside.
I 1965 gentog historien sig, og Ferrari gjorde igen rent bord på Le Mans-podiet, uden at en eneste GT40 krydsede mållinjen. 1965 var også året, hvor North American Racing Teams (NART) Ferrari 250 LM, kørt af Masten Gregory og Jochen Rindt, helt uventet kunne sikre Goodyear den første samlede sejr i 24-timersløbet.
Da Le Mans nærmede sig, forblev Ferrari den klare favorit. Ford var imidlertid fast besluttet på at imponere ved at indsætte hele otte af de 7-liters (427ci) GT40 Mark II'ere i løbet.
Trods Shelbys forhold til Goodyear blev der, bemærkelsesværdigt nok, ikke monteret Wingfoot-dæk på alle bilerne. På det tidspunkt blev dækkontrakter ofte indgået med de enkelte kørere i stedet for hele teams. Og kørerne i den sorte bil nr. 2, Bruce McLaren og Chris Amon, havde begge kontrakt med Firestone.
Kl. 16.00 startede løbet under fugtige forhold, og det stod hurtigt klart, at Goodyears dæk var bedre i det våde føre end Firestones. Mens to af Shelby-bilerne – Ken Miles/Denny Hulme i nr. 1 og Dan Gurney/Jerry Grant i nr. 3 – var godt tilfredse med deres dæk, fandt McLaren ud af, at han mistede store stykker dækmønster på Mulsanne ved mere end 338 km/t .
Da McLaren kørte i pit for at overlade rattet til Amon kl. 17.33, opsøgte han omgående en Firestone-repræsentant og forhandlede et skifte til Goodyear-dæk.
Dette velovervejede træk bidrog til en tidsforskel, der kun blev udlignet, fordi Miles i nr. 1 satte farten ned, så McLaren kunne indhente ham, og man kunne opnå den kontroversielle afslutning.
Forsinkelsen førte også til McLarens berømte krigsråb, "Go like hell!" (Kør som bare fanden!), da Amon gjorde klar til at forlade pitten. Med Ford og Ferrari side om side blev løbet til en ren duel mellem Miles' GT40 og Ferrari 330P3 på Mulsanne.
Mens Ferrarien kæmpede for at konkurrere med GT40'ens hastighed i lige linje, eksploderede Bandinis motor. Og resten blev bilhistorie.
Da klokken blev 16:00 dagen efter, placerede de overlevende Ford-biler med nr. 2, 1 og 5 sig på række til en iscenesat afslutning.
Den iscenesatte afslutning, hvor de to Shelby-biler kørte over målstregen på præcis samme tidspunkt, diskuteres interessant nok stadig den dag i dag, men optegnelserne viser, at McLaren og Amon blev tildelt sejren, eftersom de startede længere tilbage og derfor havde tilbagelagt en længere distance på samme tid.
Mange mener, at de overhovedet havde haft en chance uden det tidlige skifte til Goodyear.
Shelby, Ford og Goodyear vendte tilbage til Le Mans i 1967 og vandt den anden sejr i træk med Mark IV (og Goodyears tredje). I de følgende år blev det i alt til 14 sejre til Goodyear i 24-timers løbet på Le Mans.
I de senere år har Goodyear udviklet en ny serie dæk til FIA World Endurance Championship (WEC), herunder også til 24-timersløbet på Le Mans.
I september 2020 hjalp Goodyear også det britiske JOTA-team og franske Panis Racing med at sikre en podieplads i LMP2-kategorien.
